Investeringer der gør en forskel
Velliv investerede i 2023 i ”Emission Reduction”-obligationer udstedt af Verdensbanken, hvor Velliv med en investering på $35 millioner var en nøgleinvestor i udstedelsen på i alt $50 millioner. Udstedelsen kanaliserer over $7 millioner til et udviklingsprojekt, som både bidrager til at øge børns skolegang og reducere CO2-udslip.
Investeringen går til at udlevere 300.000 gratis vandrensere til 8.000 skoler og institutioner. Det gælder vuggestuer, børnehaver, skoler og gymnasier samt plejehjem, børnehjem, psykiatriske institutioner og institutioner for folk med handicap i Vietnam, som i dag ikke har adgang til rent drikkevand.
Vandrenserne fjerner 99,999% af bakterier og sikrer dermed rent drikkevand. Uddelingen erstatter dermed nødvendigheden af at koge vand over åben ild, hvilket reducerer klimaaftrykket og forbedrer folkesundheden (på grund af reduktionen i partikeludledningen).
Faktisk forventes en samlet reduktion på 5.828.996 tons CO2 over en periode på 10 år. Derudover bidrager projektet til at styrke den lokale biodiversitet, da vandrenserne reducerer behovet for at bruge træ til kogning af vand over åben ild, svarende til 3.000 hektar/30km2 skovrydning årligt.
At der ikke længere skal indsamles brænde til at koge vand, betyder samtidig at flere børn og kvinder sparer tid, som for børnenes vedkommende i stedet kan bruges på skole og uddannelse.
Mens investeringerne gør en stor forskel lokalt, gør de også en forskel for dit afkast. Obligationerne er nemlig udformet, så de udover at bidrage til en bæredygtig udvikling også har en fornuftig risiko- og afkastprofil. Det sidste er en forudsætning for, at vi kan investere i den form for projekter. Vores vigtigste formål er nemlig at sikre dig det bedst mulige afkast på din pensionsopsparing.
