Ansvarlige investeringer
Som ansvarlig investor har vi et strategisk mål om at opbygge en investeringsportefølje, der fremmer bæredygtige forandringer og minimerer negative påvirkninger på samfund og klima – alt sammen, mens vi sikrer det bedst mulige afkast. Vi tror nemlig på, at vi kan skabe resultater, der både kommer samfundet og danskernes pensionsformuer til gode.
Vi har fastsat ambitiøse mål, som guider vores arbejde på klimaområdet:
Læs mere om vores arbejde med klima i investeringsporteføljen i vores Klima- og biodiversitetsrapport.
Som pensionsselskab og langsigtet investor er tiltag for positiv forandring essentielle for, at vi kan skabe langsigtet værdi for kunderne og samfundet. Derfor har vi forpligtet os til at arbejde ambitiøst med vores klimatiltag.
Vi mener at vi kan opnå det bedste resultat ved at tilslutte os initiativer, hvor vi samarbejder med andre investorer, og standarder, der kan guide os og validere, om vores ambitioner er i tråd med Parisaftalen.
PAAO er et globalt samarbejde af mere end 50 investorer, der i 2025 havde en samlet formue på ca. 8 gange Danmarks samlede økonomiske aktivitet (BNP) i 2024. Gennem tilslutningen er vi forpligtet til senest i 2050 at have en klimaneutral investeringsportefølje, hvor der fjernes mindst lige så mange drivhusgasser, som der udledes. Sammen med andre investorer arbejder vi for at drive CO2e-reduktioner i samfundsøkonomien, ikke kun i vores egen portefølje.

SBTi er en globalt anerkendt standard, som sikrer videnskabelig validering af de tilsluttede virksomheders klimamål op imod ambitionerne i Parisaftalen.
I 2023 fik Velliv godkendt klimamål hos SBTi, der omfatter fem underliggende mål. Af disse er to relateret til investeringerne: Det ene sigter mod at øge andelen af børsnoterede investeringer med godkendte SBTi-mål, mens det andet fokuserer på at reducere CO2e-aftrykket i ejendomsporteføljen.

FBP er en sammenslutning af finansielle virksomheder, der har til formål at beskytte og genskabe biodiversitet igennem aktive investeringer. Det er en alvorlig problemstilling:
Mange selskaber er afhængige af naturens ressourcer som afgrøder, træ og jord, hvis kvalitet og tilgængelighed afhænger af en sund og mangfoldig biodiversitet. Samtidig påvirker selskaberne selv biodiversiteten gennem deres drift, hvilket skaber en kompleks sammenhæng mellem forbrug af naturressourcer og forringelsen af dem. Som investor i selskaber, som afhænger og påvirker biodiversiteten, er vi eksponeret for de samme risici.

Velliv ønsker at støtte op om Parisaftalen og dens overordnede mål om at begrænse den gennemsnitlige globale temperaturstigning til godt under 2 grader. Dette er også afspejlet i vores arbejde på investeringsområdet, hvor vi blandt andet gennem dialog med forvaltere, aktivt ejerskab og samarbejder med andre investorer forsøger at påvirke virksomheder til at arbejde med klimamål i overensstemmelse med Parisaftalens ambitioner.
Aktivt ejerskab betyder, at vi gennem vores ejerposition søger at påvirke selskaber. Det gør vi ved at stemme på generalforsamlinger og ved at gå i dialog med selskaberne. Vi opfordrer dem blandt andet til at fastsætte ambitiøse klimamål og iværksætte passende tiltag for at håndtere relevante problemstillinger — f.eks. hvis de har været involveret i hændelser med negative konsekvenser for miljøet eller samfundet, eller hvis de systematisk har udvist uansvarlig ledelsespraksis.
Verden har brug for en omstilling fra fossil til grøn energi for at nå målsætningerne i Parisaftalen. Vi har blandt andet valgt at ekskludere virksomheder, der beskæftiger sig med efterforskning og udvinding af olie og gas, eller anvendelse af kul, olie og gas til energiproduktion – medmindre vi vurderer, at de har iværksat konkrete initiativer og tiltag, der indikerer en troværdig grøn omstilling.